Toldstrup og staben havde omkring 40 tilflugtssteder i perioden 1944 til 1945.
Det var et dødsensfarligt job og de nådesløse gestapofolk var konstant på jagt efter Toldstrup og hans stab. Gestapo havde et enormt stort netværk af danske stikkere overalt i Danmark og det var svært at gemme sig. Selv almindelig sladder mellem folk i by og på landet kunne i uvidenhed afsløre hovedkvarteret. Det var livsfarligt for de modige logiværter der lod Toldstrup med stab få logi et par dage eller højst en lille uge. Ved afsløring af et hemmeligt logi kunne logiværterne kunne blive udsat for den værst tænkelige tortur af Gestapo og deres danske forrædere, for bagefter blive sendt i Kz-lejr og med risiko for at død af tortur, udmattelse, sult og sygdomme. Værternes boliger eller huse blev meget ofte sprængt til atomer af Gestapo som hævn.
I Hadsund havde Toldstup med staben også HQ. 
Hovedkvarteret blev oprettet hos plantageejer Engberg på gården 
”Marienhøj”, og det var det sted, der husede HQ i længst tid. Når Toldstrup med staben havde hovedkvarter i mindre byer som eksempelvis i Hadsund, hvor plantageejer Engberg og hans kone havde overladt dem førstesalen på Marienhøj, måtte telegrafisterne have sendesteder spredt rundt på egnen, hvor de kunne finde folk, der turde lægge hus til. Marienhøj var et idyllisk sted. Den øvrige del at staben blev indkvarteret hos pastor Thomsen, vognmand Heyn og apoteker Gorm Knudsen, mens hotelejer Kjær Olsen modtog og havde ansvaret for den daglige post, som var omfattende. Det var også i Hadsund, at Toldstrup, der var dygtig til forklædninger, fik chokeret alle. Toldstrup havde forklædt sig som luftværnschef i fuld uniform. 
Toldstrup havde været væk, og efter en dag på farten kom han ved midnatstide tilbage til sit illegale logi i Hadsund ved pastor Thomsen og fru Pauline. 
Ved siden af præsteboligen lå skolen, som tyskerne havde beslaglagt. Skolen var godt bevogtet af tyske vagtposter, og da Toldstrup var på vej mod døren i præsteboligen, kunne han høre den tyske vagtpost komme nærmere. Toldstrup ringede det aftalte signal på dørklokken og håbede, at døren ville blive åbnet hurtigt. På første sal var Bent vågnet og pastor Thomsen kom også ud fra sit soveværelse. Bent var overbevist om, at det var tyskerne, der var kommet og ville ind.
Bent havde sagt til pastoren, at han skulle lukke op, og hvis det var tyskerne, skulle han træde til side, så det var nemmere for Bent at forsvare sig med sin Colt 45. Udenfor kunne Toldstrup høre, at det var pastor Thomsen, der var på vej ned ad trappen for at åbne døren, og Toldstrup kunne høre den tyske vagtpost nærme sig. 
Pastor Thomsen åbnede døren og kunne se, at det var en person i uniform - han trådte som aftalt med Bent til side, og Toldstrup gik frem. Da genkendte Thomsen Toldstrup, og forfærdet sprang han ind foran Toldstrup. Da Toldstrup kiggede op, så han Bent stå på afsatsen med sin Colt 45. Det kunne være gået meget galt. Der var HQ på Marienhøj frem til den 6. april, og her sluttede det så. 
Gestapo havde fået færten af HQ, og det drejede sig også kun om minutter, før alle var faldet i Gestapos hænder. Det var en kvik telefondame, der advarede dem, og de flyttede straks tilbage til Aalborg. Fra bøgerne ”Vendsyssel under besættelsen” og Østjylland under besættelsen”

Toldstrup og staben havde omkring 40 tilflugtssteder i perioden 1944 til 1945.
Det var et dødsensfarligt job og de nådesløse gestapofolk var konstant på jagt efter Toldstrup og hans stab. Gestapo havde et enormt stort netværk af danske stikkere overalt i Danmark og det var svært at gemme sig. Selv almindelig sladder mellem folk i by og på landet kunne i uvidenhed afsløre hovedkvarteret. Det var livsfarligt for de modige logiværter der lod Toldstrup med stab få logi et par dage eller højst en lille uge. Ved afsløring af et hemmeligt logi kunne logiværterne kunne blive udsat for den værst tænkelige tortur af Gestapo og deres danske forrædere, for bagefter blive sendt i Kz-lejr og med risiko for at død af tortur, udmattelse, sult og sygdomme. Værternes boliger eller huse blev meget ofte sprængt til atomer af Gestapo som hævn.
I Hadsund havde Toldstup med staben også HQ.
Hovedkvarteret blev oprettet hos plantageejer Engberg på gården
”Marienhøj”, og det var det sted, der husede HQ i længst tid. Når Toldstrup med staben havde hovedkvarter i mindre byer som eksempelvis i Hadsund, hvor plantageejer Engberg og hans kone havde overladt dem førstesalen på Marienhøj, måtte telegrafisterne have sendesteder spredt rundt på egnen, hvor de kunne finde folk, der turde lægge hus til. Marienhøj var et idyllisk sted. Den øvrige del at staben blev indkvarteret hos pastor Thomsen, vognmand Heyn og apoteker Gorm Knudsen, mens hotelejer Kjær Olsen modtog og havde ansvaret for den daglige post, som var omfattende. Det var også i Hadsund, at Toldstrup, der var dygtig til forklædninger, fik chokeret alle. Toldstrup havde forklædt sig som luftværnschef i fuld uniform.
Toldstrup havde været væk, og efter en dag på farten kom han ved midnatstide tilbage til sit illegale logi i Hadsund ved pastor Thomsen og fru Pauline.
Ved siden af præsteboligen lå skolen, som tyskerne havde beslaglagt. Skolen var godt bevogtet af tyske vagtposter, og da Toldstrup var på vej mod døren i præsteboligen, kunne han høre den tyske vagtpost komme nærmere. Toldstrup ringede det aftalte signal på dørklokken og håbede, at døren ville blive åbnet hurtigt. På første sal var Bent vågnet og pastor Thomsen kom også ud fra sit soveværelse. Bent var overbevist om, at det var tyskerne, der var kommet og ville ind.
Bent havde sagt til pastoren, at han skulle lukke op, og hvis det var tyskerne, skulle han træde til side, så det var nemmere for Bent at forsvare sig med sin Colt 45. Udenfor kunne Toldstrup høre, at det var pastor Thomsen, der var på vej ned ad trappen for at åbne døren, og Toldstrup kunne høre den tyske vagtpost nærme sig.
Pastor Thomsen åbnede døren og kunne se, at det var en person i uniform - han trådte som aftalt med Bent til side, og Toldstrup gik frem. Da genkendte Thomsen Toldstrup, og forfærdet sprang han ind foran Toldstrup. Da Toldstrup kiggede op, så han Bent stå på afsatsen med sin Colt 45. Det kunne være gået meget galt. Der var HQ på Marienhøj frem til den 6. april, og her sluttede det så.
Gestapo havde fået færten af HQ, og det drejede sig også kun om minutter, før alle var faldet i Gestapos hænder. Det var en kvik telefondame, der advarede dem, og de flyttede straks tilbage til Aalborg. Fra bøgerne ”Vendsyssel under besættelsen” og Østjylland under besættelsen”